Forældresamarbejde

Forældresamarbejde

På Broager prioriterer vi samarbejdet med forældrene højt

Vi skriver det flere steder på hjemmesiden, men det kan ikke skrives eller siges ofte nok, at vi vægter et tæt og godt forældresamarbejde meget højt. Vi ved både fra samtaler, artikler og andre medier, at det kan være svært for forældre at overlade deres kæreste eje – deres barn – til fremmede.

Når vi kommer i kontakt med en ny ung og forældrene, så er begge parter måske påvirket af et længerevarende, måske årelangt forløb, hvor det i en almindelig familie har været svært at opretholde den struktur, som er nødvendigt for den unge med autisme og som vi er i stand til at skabe på Broager. Det kan være både svært og hårdt, især hvis der er søskende, som ikke har brug for de meget strukturerede og forudsigelige rammer.

Er vi gode nok som forældre til et barn og/eller ung med autisme?

Forældre går måske med tanker og følelser som “Er vi ikke gode nok som forældre?”, “Kan de på Broager gøre det ligeså godt, som vi selv kan?”, “Kan vi tillade os at føle lettelse, når de professionelle tager over?” – tankerne er mange som forælder. Det drejer sig i høj grad om, at vi er rummelige i forhold til de ambivalente følelser, som forældre kan stå med og vi også har tid til forældrene og det har vi altid!

Vi vil gøre det vi kan for, at forældrene kan føle sig trygge ved at vi tager over og samtidig involverer vi forældrene i det omfang de ønsker, samt de unges behov. Det handler om gensidig forventningsafstemning i forhold til kontakt, deltagelse og samarbejde eller hvem der gør hvad, hvornår, hvordan og hvorfor.

Daglig kontakt og hjemmeweekender

I samråd med forældrene laves der individuelle aftaler i forhold til hvad den enkelte families ønsker og behov er. Et eksempel på dette kan fx være at der i starten laves aftaler om at forældre bliver kontaktet med en kort update over telefonen på daglig basis af den pædagog, der har været sammen med den unge den pågældende dag. Andre kan have behov for at der i en periode er en minimal kontakt, hvilket også respekteres fuldt ud.

Når I enten kommer på besøg, for at afhente eller aflevere jeres ung, så står vi altid klar med kaffe på kanden og har tid til at få en snak med jer som familie, både høre om de positive ting men også hvis der er behov for at få vendt eventuelle problemstillinger fra weekenden.

Hjemmeweekender

Det mest almindelige mønster for hjemmeweekender er hver 2. weekend, men det kan også være hver 3., 4. eller efter behov. Hos nogle unge er det nødvendigt, at der måske går en måned, inden hjemmeweekender opstartes, fordi de lige skal lære huset at kende og vores rutiner.

Besøg

Det er næsten altid muligt at komme på besøg, men da vi har et hus, hvor de unge har behov for struktur og forudsigelighed, ønsker vi, at besøget aftales i god tid. Ring gerne inden besøg og aftal nærmere.

Kontakt os hvis du har brug for yderligere information

Kontakt forstander Carina Sjøberg for at høre nærmere om forældresamarbejdet på Broager.
Ring på 3032 0692 eller mail til forstander@broager-bo.dk 

Opholdsstedet Broager – Hovedvejen 2A, Tornby – 9850 Hirtshals – Telefon: 98 94 28 68 – Mail: forstander@broager-bo.dk – CVR-nr.: 27185533