Da Carina trådte ind ad døren på Broager som pædagogstuderende, var stedet kun to år gammelt – og hun blev Broagers første studerende. Hun vidste ikke meget om autisme, men hun vidste, at hun gerne ville lære.
“Jeg havde kun set Rain Man og troede, at autisme var sådan. Men allerede fra starten fik jeg øjnene op for, at autismespektrumforstyrrelser er komplekse og viser sig på mange forskellige måder. Derfor blev jeg overrasket over mødet med unge teenagere, der tog varmt imod mig og var nysgerrige på, at der kom en studerende.”
Allerede fra de første dage blev Carina mødt af en kultur, hvor engagement, åbenhed og medinddragelse fyldte.
“Jeg oplevede hurtigt, at det hed vores Broager. Der var højt til loftet, og man blev taget med ind i fællesskabet. Hvis man viste engagement og tog initiativ, var der altid lydhørhed.”
Den ånd har fulgt hende gennem alle hendes roller – fra studerende til fast medarbejder og i dag som forstander. Hun lægger fortsat stor vægt på, at medarbejderne oplever ejerskab og får mulighed for at sætte deres præg på hverdagen.
Som forstander er Carina tæt på både medarbejderne og opgaverne.
“Jeg er tæt på mine medarbejdere. Jeg deltager i hyggesnakken og kender den enkelte. Jeg sætter pris på, at vi har mange forskellige kompetencer i huset – det gør os både klogere og stærkere.”
For Carina er faglighed og ordentlighed afgørende – og værdier, der kun er noget værd, hvis de også omsættes til handling.
“Hvis vi får en henvendelse, hvor vi ikke er det rette match, siger vi nej – også selvom der er en ledig plads. Det er vigtigt for mig, at vi arbejder fagligt forsvarligt og møder den enkelte unge med blik for deres behov.”
Efter mere end 20 år på Broager er det fortsat de små øjeblikke, der tæller.
“Det er alt fra forældre, der fortæller, at de igen kan nyde at være familie, til grinene mellem de unge og medarbejderne, når der gives bank i UNO. Og så betyder det noget, når kommunerne vælger os til igen og igen. Den faglige tillid forpligter – og det ansvar tager vi meget alvorligt.”
I dag er Broager et specialiseret og velkonsolideret tilbud, hvor struktur, tydelighed og relationer går hånd i hånd. Huset har udviklet sig meget, men værdierne er de samme: faglighed, nærvær og respekt for den enkelte.
Når Carina skal sætte ord på Broager, falder valget naturligt:
Faglighed. Udvikling. Ordentlighed.
Tre ord, der både beskriver stedet – og den måde, hun leder det på.